Sfinxen, Stine, Drude og Big Mouth

Her er et billede af mit første møde med kamelen Big Mouth. Sfinxen har jeg set mange gange. Og den er meget flot. Pyramiderne er også flotte og endnu flottere når man ser dem i kamelperspektiv. 

mavedans, revolution og turisme

 Mavedans og revolution kan umiddelbart lyde som en underlig kombination, men det er det ikke. I hvert fald ikke sjælden. Jeg har set egyptens to største mavedanse-grupper optræde her i Cairo og de fremførte begge en dans dedikeret til revolutionen 25. Januar. Den første gruppe havde lavet et meget følsomt intro-show med powerpoint og billeder af martyrer, mens den anden havde valgt en lidt mere enkel udgave, med kostumer i det egyptiske flags farver og en lidt mere kamp-agtig dans end ellers. Begge danse havde rørende elementer, og selve tanken om at brugen dansen, som en måde at formidle et folks indebrændte frustrationer gennem mere en 30 år, synes jeg er meget smuk. Jeg kan naturligvis ikke sætte mig ind i alle de følelser, som folk føler og jeg må indrømme, at jeg altså også synes det er lidt sjovt at en traditionel mavedanse gruppe, der ellers er meget lidt politisk, vælger at lave en revolutionsdans. Måske er det bare noget med at danskere(eller jeg) er bange for at ting bliver kiksede og poppede. Jeg ved det ikke.

Stine bemærkede, at det virkede underligt da en sælger i et af de mest turistede områder i Cairo, spurgte om vi kunne lide revolutionen på en mekanisk måde, hvorefter han forsikrede os om, at han var helt vild med den. ”of course, im egytian”. Han kunne ligeså godt have sagt ”welcome to Egypt, danemark is beautiful, good cheese, lurbaak”. Det kan sagtens have været en reel interesse for vores holdning til Egyptens politiske situation, men man ved ligesom godt at han står der hver dag, at hans engelsk er begrænset og at han ved hvad der virker på turister.  Men vi var glade og sagde ”yes yes. of course. very nice” osv.

Udover revolutionsdans og de turistfangere, der har opdaget at revolution er in blandt udlændinge, er der ikke meget politik i gaden.

(http://blogs.aljazeera.net/middle-east/2011/10/22/meanwhile-egypt-simmering-anger) Her står der, at de eneste synlige tegn på at der i dette land fandt en revolution sted for mindre end et år siden, er de t-shirts man kan købe på tahrir-pladsen, med det egyptiske flag, eller revolutions paroler på. Der er f.eks ingen valgplakater selvom parlamentsvalget skal afholdes i november. Det synes jeg er meget rigtigt.

Det er meget svært at bedømme hvad der er ”ægte” og godt og i Egypternes interesse og hvordan revolutionen bliver holdt i live på den gode måde uden at blive for poppet eller indholdsløs og det er sikkert fint nok at kamelmændene og bazarfætrene kan få sig en snak med de letpåklædte turister om revolutionen og at mavedanserne rører folket med historier om de unge der satte livet på spil for at ændre Egypten. Jeg fornemmer at nogle er ved at miste tålmodigheden og troen på at tingene kan blive anderledes, det er ærgerligt, men forståeligt efter et år med militæret på magten. Uden forandringer.

 Èn ting er sikker, og det er at jeg skal fortsætte min revolutionskultur-turisme og se forestillingen ”pyramids and revolution”, som spiller i Cairo opera house lige nu. Det er en lokkende titel.

Stine og Heba, caught in a revolution

Nilen er kinky

 Heldigvis. Både Stine og jeg var ret meget oppe at køre over restauranten der ligner et lysende sørøverskib, fløjet fra ønskeøen til Cairo omkring årtusindeskiftet. I går viste de Bollywood-film på storskærmen, mens vi hørte Titanic og andre gode hits fra 90’erne på anlægget. Hvis man ser bort fra kattene, havde vi stort set skibet for os selv, så jeg kunne tage mange billeder af de flotte lys, uden at nogen tænkte at jeg var sindssyg eller bare turist og overengageret, hvilket kan føles slemt nok. Det ene billede af en båd ligner lidt et Oluf Høst maleri blev vi enige om.

 

Her bor jeg

Eller det vil sige, gulddøren er min genbos, men melonen er god nok. dyrket på altanen. det er sejt!

Oum Kalthoum

Jeg sidder lige nu og øver mig på denne sang "Du er mit liv". Oum Kalthoum er uden tvivl den mest kendte sangerinde i/fra Egypten. Selvom hun døde i 1975, bliver hendes musik ofte spillet i radioen og hendes live-koncerter bliver stadig vist på diverse barer og caféer i Cairo. Det er nostalgisk og følsomt og meget egyptisk.
Jeg tror de fleste egyptere er ret stolte over hende. Det kan jeg sådan set godt forstå. Hun er lidt som en arabisk Birte Kjær, der desværre ikke nåede at være med i Vild med Dans. Til gengæld var hun venner med både kong farouk og abd al-Nassir, og det siges at hun havde en del politisk indflydelse. Jeg ved ikke om det passer. Men hun er i hvert fald sej og værd at lytte til. Det er dog ikke spor let at gøre hende kunsten efter! Jeg frygter lidt for næste undervisningsgang i orientalsk sang, hvor min eneste kvindelige medstuderende og jeg skal have øvet denne sang, mens alle de mandlige studerende har fået en anden. Det skal nok blive en oplevelse!

http://www.jadaliyya.com/pages/index/2839/aje-interview-with-paul-sedra-on-copts-in-egypt-an

Uoverensstemmelser mellem koptere og muslimer er ikke noget nyt i Egypten. Og der ER uoverensstemmelser. Men det er ikke sekteriske kampe, der er skyld i at mindst 25 mennesker mistede livet i går. Det er derimod det militære sikkerhedsråd(SCARF), der tager alle midler i brug for at bibeholde magten og redde deres egen røv. Desværre har militærrådet stor magt over en del stats-ejede medier, som spreder et usandt budskab til mange millioner egyptere.
Selvom man i dag har kunnet læse i flere danske aviser, at stemningen i Cairo er helt anderledes, har jeg ikke kunne mærke den store forskel. Det har sandsynligvis noget at gøre med at jeg ikke befinder mig i down town, men det virker også som om folk er rimelig gode til at slå koldt vand i blodet. de er jo trods alt vant til at leve og have en hverdag i et land i forandring.

Uro i Cairo

http://english.aljazeera.net/news/middleeast/2011/10/2011109155853144870.html

Jeg har det godt, men det er meget underligt at tænke på, at folk dræber hinanden to kilometer fra der hvor jeg bor. Det der startede som kopternes protest mod en nedbrændt kirke, endte i konfrontation mellem egyptere fra forskellige sekteriske grupper, og militærpolitiet, som endnu en gang slog hårdt ned på demonstranterne. 

Ud af byen

Endelig kom vi ud af byen. Selvom Cairo er dejlig, er den også utroligt forurenet, larmende og lidt for meget ind imellem. Vi var i en lille fiskerby, Shaksuk, ved en stor sø med saltvand og fisk, som vi lappede i os. Vi sejlede i robåd og følte os vældig lokale. Det var meget meget rart at være der.

Torsdag havde jeg en anderledes aften. Det ikke var meningen at jeg skulle drikke øl eller køre i en smart bil med en ung egypter der godt kunne lide at drikke vodka, mens han kørte bil.

Det var SLET ikke meningen, at jeg skulle ende i en lukket lille militærbevogtet by for meget rige mennesker, uden for Cairo. 

Jeg troede at jeg skulle til en lille fødselsdag uden alkohol med min tyske rumbo og hendes egyptiske ven, det skulle jeg ikke. 

Vi startede med at køre ud af Cairo, til der ikke var mere by(ca. 1 times kørsel). Så var der pludselig en Mc Donalds og en Carrefour og der holdt vi så og ventede, tyskeren jeg bor sammen med, hendes ven og jeg. Signalet var nødblink. Vi ventede omkring en time og flere og flere biler kom til. Derefter kørte vi om kap, drak og dyttede om kap på de fine næsten uhyggeligt tomme veje. Vi skulle ”follow the BMW”. Den lille by, eller compound som det hedder, blev bevogtet af hegn og to kæmpestore tanks og privat militær. Jeg havde hørt om disse compounds, hvor man skal være inviteret for at komme ind, men aldrig besøgt et. Det viste sig at fødselsdagsbarnets far ejede hele området.

Da vi kom frem til ferieresidensen midt i ingenting, var der helt stille og underligt og folk begyndte at drikke meget hurtigt. Der blev sat lys op og lydudstyr og en scene og så var der dance fest med ca. 40 alt for rige unge mennesker, med store ure og stillinger eller forældre med store stillinger.

Det var svært ikke at føle sig helt malplaceret mellem alle de lårkorte nederdele. Jeg tror, at både tyskeren og jeg sad med åben mund og polypper det meste af aftenen. Der kom en ung pige hen til os og sagde at vi så trætte ud og spurgte hvorfor vi ikke snakkede med nogen. Hun var sød, men jeg kunne ikke lade være med at have lidt ondt af hende. Det var meget mærkeligt for mig at se unge kvinder i meget lidt tøj, drikke sig fulde med egyptiske mænd. Ikke kun på baggrund af den generelle opfattelse af arabiske/muslimske kvinder(jeg gider ikke uddybe), men set i lyset af de mange unge egyptere jeg møder hver dag, hvis liv jeg formoder, er sindssygt langt fra det vi var vidner til. Der var helt sikkert mange forhold, relationer og sociale koder, som jeg slet ikke forstod.

Det var fascinerende at opleve dette orgie og det er vildt at man den ene dag kan være til fest med den absolutte umoralske antirevolutionære overklasse, mens man den næste dag kan sidde i en fiskerbåd og dele et fad dadler med en familie der tager sig af kong farouks gamle ferieresidens på en lille forladt halvø. Det var min weekend.

den røde kamel

Denhvidekamel vil i virkeligheden gerne være temmelig rød. Den glæder sig over den nye regering i Danmark, demonstrationer i USA, Egypten og mange andre steder. Den har lyst til at være politisk og vred og deltage i det hele, men det kan være svært når man bare er en hvid kamel med et meget dårligt arabisk midt i cairo.

http://www.jadaliyya.com/pages/index/2767/academic-tourists-sight-seeing-the-arab-spring#.ToIqctd8G_E.facebook

Denne artikel er ret god. Den er måske lidt hård mod vestlige Mellemøst- eksperter og skærer lidt dem alle over en kam,  men grundlæggende synes jeg det er et spændende emne, der er vigtigt at forfølge. Orientalismen lever bestemt stadig i bedste velgående, også inden for mit fag. Selvom man ikke er en af eksperterne, er det alligevel spændende at overveje hvordan man skal forholde sig, som udlænding, i et land med en revolution i gang. Det er ikke fordi jeg har været ude med bannere og kampråb, tværtimod føler jeg, at hele den politiske diskussion let kan flyve hen over hovedet på én, når man kan forstå så lidt arabisk som jeg kan lige nu.

Til gengæld, kæmper jeg min egen lille kamp hver dag, når jeg går rundt i gaderne. Det der gør mig mest vred for tiden, er mænd, der forsøger at imitere slangelyde, når jeg går forbi dem. ssss siger de og det er svært at finde ud af hvad der er et passende svar.

Når det sker, banker mit feministiske hjerte hurtigere end ellers og jeg kan bruge lang tid på at overveje om jeg skal gå tilbage og skælde ud, lade min vrede gå ud over den næste jeg møder, eller om jeg bare skal lade det passere og sige til mig selv ”its culture”. Jeg bliver vred fordi jeg ikke kan svare igen og fordi det er meningen at jeg skal lade være og fordi jeg forestiller mig at alle egyptiske kvinder bliver chikaneret hver dag og at det aldrig vil ændre sig. Men sådan er det selvfølgelig ikke.

Hvad ville jeg mon selv sige til en hvid kamel der kom svedende og slentrende forbi mig, hvis jeg var en ung egyptisk mand, der ikke havde så meget at give sig til?

Jeg tænker også at det måske er de samme unge mænd som har startet en revolution og som jeg gerne vil lære at kende og snakke med og fortælle, at jeg synes de er seje.

Og det er jo nok så der, at sproget kommer ind i billedet. Håber jeg. For hvis vi bare kunne tale sammen, kunne vi diskutere den uheldige situation. Jeg kunne forklare hvorfor jeg ikke er pjattet med slangelyden og de kunne fortælle at det såmænd bare er en måde at sige hej på og vi kunne spise en falafel og grine af misforståelserne.

Jeg tror stadig på at det er en god idé at læse arabisk. I hvert fald lidt endnu.