Glædeligt gensyn med Lina's nightclub

Ruhunga

I Ruhunga holder man jul i 3 dage. Fra d. 25- d. 27 dec. er der ikke særligt mange der arbejder i deres yamba. De fleste spiser noget ”special food”, som matoke og ris i stedet for ugali og mange har flot tøj på i kirken.

I år fejrede jeg også jul i Ruhunga. Min opgave var at besøge alle familier, drikke en sodavand og tage et billede. Det var både hyggeligt og lidt hårdt, med alle de sodavand(mindst 5 om dagen. 350 cl.). Heldigvis var stemningen god! Selvom alle var interesserede i den hvide og vi ikke kunne kommunikere, fornemmede jeg at vi var sammen om at kunne se det komiske i situationen.

Min ven Peace som bor i Ruhunga forklarede alle som vi besøgte at jeg læser arabisk og at jeg spiser det samme mad som afrikanerne. Vi besøgte også muslimerne i Ruhunga og koranskolen, fordi Peace også gerne ville se dem/den, og jeg var en god undskyldning.

Peace siger at det er et stort problem i landsbyerne, at mændene drikker øl og konyagi. Hun har to søstre som er gift med mænd der drikker. Samtidig reklamerer ølfirmaerne aggressivt overalt både i Bukoba og i landsbyerne. Vi besøgte også det sted hvor mændene drikker, men det var i anledning af julen lavet om til tv-stue for børn.

Mange var lidt fulde hele tiden ligesom i Danmark. Peaces bror kom fuld hjem da vi skulle i kirke. Fordi jeg var klar til tiden, blev han ved med at sige; ”Anna is on time, time is money” og så grinede han. Jeg synes også det var sjovt, men det syntes Peace og hendes mor ikke. Dagen efter var han lidt flov.  

Jul i Tanzania

Hvis jeg tilføjer at mit hår på billedet ikke er vådt, men fedtet og at det regner hele tiden , kan den Tanzanianske jul måske virke trist(bortset fra det seje tempel). Men det er den ikke. Jeg er flyttet ind hos Hermas fra mit kor og hans søde familie. De giver mig mad hver dag, selvom jeg er asocial, skriver og siger jeg gerne vil vente. Karibu Chakula, it is necessary to eat now(det kan ikke diskuteres). Og så spiser vi kogebananer og det er dejligt. Vi har også set Justin Bieber videoer på youtube og wrestling på tv og Tanzanianske sæbeoperaer. Det er dejligt at være tilbage.

God Jul!

ps. Her er konklusionen på min opgave, som jeg håber på at blive færdig med i dag:

Ja Egypten er et kvindeundertrykkende land hvor alle kvinder går i burka og alle mænd har ti koner. Det er sørgeligt, men hvad kunne man forvente af et så tilbage stående land. Skål og godt vi bor i Danmark.

mere om kvinder

Billeder af brutalitet mod demonstrerende kvinder i Egypten er gået verden rundt,  har forarget, og endda fået den amerikanske udenrigsminister til at reagere.

Jeg har selv delt billeder, artikler og videoer på bloggen her, fordi jeg synes det er en usmagelig og uhyggelig skab-splid–og-hersk-politik det Egyptiske militær står for. 

Som jeg vist tidligere har nævnt, er diskrimination af protesterende kvinder ikke noget nyt i Egypten. Disse metoder blev brugt under både Nasser og Mubarak. Der har blandt andet været sager, hvor fængslede kvinder blev fotograferet nøgne hvorefter de blev truet til at tie stille. Under Mubarak blev kvinder systematisk chikaneret, hvis de deltog i protester.

Selvom alt dette er frygteligt, synes jeg at det er vigtigt at huske på, at vold er vold uanset om det begåes mod mænd eller kvinder. Forskellen ligger i hvorvidt krænkelserne er seksuelt motiverede eller ej. Om kvinderne bliver krænket, fordi de er kvinder og ikke fordi de er demonstranter.  

Jeg synes det her er ganske rørende: http://www.almasryalyoum.com/en/node/559251

Og man kan håbe på at disse hændelser kan medføre et andet syn på kvinder på Tahrir i Egypten. Og militæret. 

http://www.almasryalyoum.com/en/node/557016

Mubarak er væk, men hans uhyggelige undertrykkelses metoder bliver stadig brugt flittigt. Militæret kunne ikke splitte landet med religion og prøver nu med køn.

"We are all the blue bra girl"

http://blogs.aljazeera.net/liveblog/egypt-dec-18-2011-0937

...

Så kører de igen med klatten, soldaterne og militæret i Egypten.  Det er svært at sige meget andet, end at det endnu en gang er meningsløs vold, der ikke burde finde sted. http://www.youtube.com/watch?v=EQzhVJd2Wi4

Første valgrunde gik fint og uden de store problemer og tegn på snyd. Jeg ved ikke nøjagtigt hvordan man ved det, før man har resultatet, men det er blandt andet noget med om valgstederne lukker til tiden, observatører osv. Nu er anden valgrunde i gang sammen med en ny omgang af kampe på Tahrir. Mange er blevet arresteret og tæsket, mere end 8 blev dræbt i går. Koalitionen af politiske partier giver SCAF(det øverste militærråd) skylden for de volden: http://www.almasryalyoum.com/en/node/554206. Mens stats-tv  og premier minister og militær giver udefrakommende rebeller skylden - folk som ifølge dem vil ødelægge folkets revolution og valget. Det er løgn. Og det må de fleste efterhånden have forstået. Protesterne kræver, at militærrådet overgiver magten til en civil regering.

Derudover er en Egyptisk blogger blevet dømt til to års fængsel for at kritisere militæret på sin blog. http://www.aljazeera.com/news/middleeast/2011/12/20111214124942104149.html.

De der har magten har måske endelig forstået hvor meget magt internettet har, men for sent.

Ma3 salaama til Dar es salaam(Den må i selv regne ud eller snak med en arabisk ven)

Kamelen har pakket sydfrugterne og er taget på læseferie i Tanzania. Den ville gerne følge op på Egyptervalg, finanskrise og verdenssituationen, men bliver nødt til at skrive opgave, fordi den ønsker at blive bachelor indenfor de næste 5-6 år.

Selvom Tanzania hverken er revolutionært eller hipt i samme omfang som Egypten, håber jeg i har lyst til at læse med:

Det første jeg lægger mærke til er en masse hud på kvinder og at jeg er mere farve end køn. Modsat Egypten. Jeg ved ikke hvad der er bedst. Eller værst. Ikke så meget for mig, som for de mennesker og samfund, der stempler mig som det ene eller det andet.

Der kan være mange grunde. En kunne være, at man her slet ikke finder mig (Læs: idealet om den hvide kvinde) attraktiv. At jeg ikke er et skønhedsideal på samme måde somme den frodige afrikanske kvinde(uden at generalisere). En anden kunne være noget med, at Tanzania simpelthen ikke er ligeså meget køn som Egypten, f.eks. ser man generelt flere kvinder på gaden og overalt. Men jeg ved slet ikke nok om Tanzania til at udtale mig om noget generelt(udover kvindernes flotte former).

Da Egypten både geografisk og kulturelt ligger tættere på Europa og Vesten, er det naturligt at det Arabiske skønhedsideal også ligger tættere på det vestlige. F.eks. minder arabiske og amerikanske musikvideoer ret meget om hinanden. Ofte har de en lækker kælling, uden for meget tøj på, som danser, evt. i mudder, som får tøjet til at falde af uheldige og heldige steder, mens musikvideoer i Tanzania er vilde på en lidt anden måde.

Mennesker søger ofte noget der er anderledes, så længe det ikke er FOR underligt, hvilket jeg lidt fornemmer, at jeg er her.

Den ubehagelige tanke som strejfede mit hoved, var sådan noget med over og under mennesker. Jeg kan huske fornemmelsen, af en fuldstændig skævvridning i forestillingen om det gode hvide menneske som hjælper Afrikanerne, mens det er meget kristent og godt på alle måder, så det derfor ikke kan ses som et sexsymbol osv. Måske er det helt langt ude.

Under alle omstændigheder, fornemmer jeg slet ikke samme seksuelle frustration her, som fylder Cairos gader, som en vammel, stærk, sød mandeparfume i en overfyldt bus. Her lugter det bare af sved. Jeg ved ikke hvad der sker, men når man kommer til Østafrika lugter sved anderledes. Inkl. ens eget.

  

Gode samtaler fra sidste uge

Hos slagteren.

Jeg mødte slagteren uden for mit hus. Det er lige der hans butik er. Jeg spurgte hvordan han havde det og han sagde at han havde været forkølet, men at han var blevet rask. Så snakkede vi lidt om hvad det hedder på engelsk. Det viste vi ikke. Så sagde han: you are a good girl. If anyone touches you I will kill him. Så smilede jeg og sagde; og du er jo også slagteren. Så sagde han uden et smil på læben: but thats not why. Så skyndte jeg mig videre.

Hos grønthandleren.

Vi snakkede om frugter. Han sagde at jeg godt kunne lide granatæbler og jeg sagde at det var rigtigt. Så spurgte han om han kunne komme til mit land hvis vi blev gift og jeg sagde nej.  Og så fortalte jeg den gode historie om min mand og hans vigtige arbejde i Danmark og alle de børn vi ikke har endnu, men som vi helt sikkert skal have. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke fandt på et mere spændende job til ham, men han blev direktør i et firma der sælger kager. Ikke en bager, men et firma – det forstod han godt vigtigheden i.

Hos privatlæreren.

Nogle vil måske finde denne samtale mere interessant end den foregående, men her skal man huske på, at den foregik på arabisk, hvilket er en kvalitet i sig selv.

Jeg har fået en privatlærer som skal gennemgå arabiske artikler med mig, som jeg skal bruge til min opgave. Det handler blandt andet om feminisme i Egypten og det er rart at læreren er en hun. Og oven i købet en virkelig sej én, som ikke blot oversætter mine artikler, men også giver mig sin egen  mening og hun bliver glad når jeg spørger.

Jeg spurgte hvad hun stemte ved valget og så fortalte hun mig en helt masse om at være muslim og egypter og kvinde osv.

Hun var forholdsvis kritisk overfor feministbevægelser i Egypten, fordi hun sagde at de kun henvender sig til overklassen og at de ikke hvad der foregår i de fattige områder i Cairo. Jeg ved ikke om det er helt rigtigt, men jeg tror det er en meget generel opfattelse.

De bliver også anset som Mubaraks kones forlængede arm. Som i mange andre mellemøstlige lande, var det præsidentfruen, som stod for kvindeanliggender og min lærer sagde, at fru Mubarak var manipulerende og at mange hader hende mere end Mubarak, fordi hun efter sigende skulle have haft meget magt. Når man står på citadellet i den islamiske bydel, kan man se en hel masse grå huse og i midten af alt det grå, er der en lille cirkel af hvide huse. Det var blandt andet et af hendes projekter. Hun flyttede en helt masse mennesker, renoverede deres huse og flyttede dem tilbage. Nu er den lille hvide klat et minde om et meget dårligt udviklingsprojekt.

Vi blev enige om, at der også er gode feminister, f.eks.  Nawal al-saadawi, som er en sej gammel forfatter. Hende skal vi læse noget af i morgen. 

På Lærerværelset:

Man kan vist godt sige at jeg ikke var en særlig aktiv del af denne samtale. Den foregik på den sprogskole hvor jeg arbejder, som hedder Concept. Konceptet er, at alle smiler og siger hi how are you og der bliver sprøjtet med banantyggegummi- aromadufte i klasseværelserne og så er der ellers ikke mere at sige om den sag.

Men nu bliver der valgt i Egypten og det åbnede op for en spændende diskussion blandt lærerne i kaffepausen. Der var to mænd, som havde stemt på salafist partiet al-nur. Den ene er en ung frisk fyr og han var lidt en undskyldning for sig selv, da han forklarede, hvorfor han havde stemt som han gjorde. Han sagde at politik ikke interesserede ham, men at han altid kunne finde et svar i islam.

En kvindelig lærer, som tidligere har fortalt mig, at hun skulle slæbes væk fra Tahrir, hvis ikke militæret trådte tilbage, var ikke just barmhjertig over for den unge lærer. Hun synes virkelig, at han var dum at høre på og hun sagde, at han slet ikke havde fortjent at have en stemme. Jeg synes det var ret vildt at sige, men det virkede ikke som om nogen tog sig af den hårde tone.

Den anden salafist fyr er noget ældre og med skæg og det hele. Han sagde at man som muslim ikke kan benægte at politik og religion hænger sammen. Den kvindelige lærer fortsatte sit angreb mod den unge lærer og mod en anden kvindelig lærer, som havde stemt på det muslimske broderskab. Jeg sad ved vinduet og forsøgte at lade som om jeg ikke havde noget at sige. Men så spurgte hun mig om, hvad jeg synes og jeg var ret glad for oprigtigt at kunne give hende ret, for hun var ikke sjov at være uenig med.

Det var dejligt at se, at der findes mennesker inde bag de mange smil og how are you’s, men det var også underligt at finde ud af hvor grundlæggende uenige de var. Måske er det meget godt, at der ikke bliver diskuteret politik hver dag.

På bar.

Jeg mødtes med min ven på en bar i Down Town Cairo, Horriya(frihed). Han er normalt en meget glad og entusiastisk ung Egypter, men han var helt nedslået. Jeg spurgte hvad der var galt og han sagde, har du ikke hørt det? Islamisterne vinder. Jeg grinede lidt og sagde vi skulle nyde vores øl. Han fortalte at der er en muslimsk broder, som har sagt at han vil købe alle barer i haram street(kendt gade med øl og mavedansere). Han sagde at han ville forsøge at få visum til USA, og smutte hvis tingene skulle ændre sig drastisk.  Jeg tror godt han kunne lide at være teatralsk, men det er ikke særlig sjovt at tænke på valget, hvis man bare gerne vil have lov til at drikke en øl.