Glædeligt gensyn med Lina's nightclub

Ruhunga

I Ruhunga holder man jul i 3 dage. Fra d. 25- d. 27 dec. er der ikke særligt mange der arbejder i deres yamba. De fleste spiser noget ”special food”, som matoke og ris i stedet for ugali og mange har flot tøj på i kirken.

I år fejrede jeg også jul i Ruhunga. Min opgave var at besøge alle familier, drikke en sodavand og tage et billede. Det var både hyggeligt og lidt hårdt, med alle de sodavand(mindst 5 om dagen. 350 cl.). Heldigvis var stemningen god! Selvom alle var interesserede i den hvide og vi ikke kunne kommunikere, fornemmede jeg at vi var sammen om at kunne se det komiske i situationen.

Min ven Peace som bor i Ruhunga forklarede alle som vi besøgte at jeg læser arabisk og at jeg spiser det samme mad som afrikanerne. Vi besøgte også muslimerne i Ruhunga og koranskolen, fordi Peace også gerne ville se dem/den, og jeg var en god undskyldning.

Peace siger at det er et stort problem i landsbyerne, at mændene drikker øl og konyagi. Hun har to søstre som er gift med mænd der drikker. Samtidig reklamerer ølfirmaerne aggressivt overalt både i Bukoba og i landsbyerne. Vi besøgte også det sted hvor mændene drikker, men det var i anledning af julen lavet om til tv-stue for børn.

Mange var lidt fulde hele tiden ligesom i Danmark. Peaces bror kom fuld hjem da vi skulle i kirke. Fordi jeg var klar til tiden, blev han ved med at sige; ”Anna is on time, time is money” og så grinede han. Jeg synes også det var sjovt, men det syntes Peace og hendes mor ikke. Dagen efter var han lidt flov.  

Jul i Tanzania

Hvis jeg tilføjer at mit hår på billedet ikke er vådt, men fedtet og at det regner hele tiden , kan den Tanzanianske jul måske virke trist(bortset fra det seje tempel). Men det er den ikke. Jeg er flyttet ind hos Hermas fra mit kor og hans søde familie. De giver mig mad hver dag, selvom jeg er asocial, skriver og siger jeg gerne vil vente. Karibu Chakula, it is necessary to eat now(det kan ikke diskuteres). Og så spiser vi kogebananer og det er dejligt. Vi har også set Justin Bieber videoer på youtube og wrestling på tv og Tanzanianske sæbeoperaer. Det er dejligt at være tilbage.

God Jul!

ps. Her er konklusionen på min opgave, som jeg håber på at blive færdig med i dag:

Ja Egypten er et kvindeundertrykkende land hvor alle kvinder går i burka og alle mænd har ti koner. Det er sørgeligt, men hvad kunne man forvente af et så tilbage stående land. Skål og godt vi bor i Danmark.

mere om kvinder

Billeder af brutalitet mod demonstrerende kvinder i Egypten er gået verden rundt,  har forarget, og endda fået den amerikanske udenrigsminister til at reagere.

Jeg har selv delt billeder, artikler og videoer på bloggen her, fordi jeg synes det er en usmagelig og uhyggelig skab-splid–og-hersk-politik det Egyptiske militær står for. 

Som jeg vist tidligere har nævnt, er diskrimination af protesterende kvinder ikke noget nyt i Egypten. Disse metoder blev brugt under både Nasser og Mubarak. Der har blandt andet været sager, hvor fængslede kvinder blev fotograferet nøgne hvorefter de blev truet til at tie stille. Under Mubarak blev kvinder systematisk chikaneret, hvis de deltog i protester.

Selvom alt dette er frygteligt, synes jeg at det er vigtigt at huske på, at vold er vold uanset om det begåes mod mænd eller kvinder. Forskellen ligger i hvorvidt krænkelserne er seksuelt motiverede eller ej. Om kvinderne bliver krænket, fordi de er kvinder og ikke fordi de er demonstranter.  

Jeg synes det her er ganske rørende: http://www.almasryalyoum.com/en/node/559251

Og man kan håbe på at disse hændelser kan medføre et andet syn på kvinder på Tahrir i Egypten. Og militæret. 

http://www.almasryalyoum.com/en/node/557016

Mubarak er væk, men hans uhyggelige undertrykkelses metoder bliver stadig brugt flittigt. Militæret kunne ikke splitte landet med religion og prøver nu med køn.

"We are all the blue bra girl"

http://blogs.aljazeera.net/liveblog/egypt-dec-18-2011-0937

...

Så kører de igen med klatten, soldaterne og militæret i Egypten.  Det er svært at sige meget andet, end at det endnu en gang er meningsløs vold, der ikke burde finde sted. http://www.youtube.com/watch?v=EQzhVJd2Wi4

Første valgrunde gik fint og uden de store problemer og tegn på snyd. Jeg ved ikke nøjagtigt hvordan man ved det, før man har resultatet, men det er blandt andet noget med om valgstederne lukker til tiden, observatører osv. Nu er anden valgrunde i gang sammen med en ny omgang af kampe på Tahrir. Mange er blevet arresteret og tæsket, mere end 8 blev dræbt i går. Koalitionen af politiske partier giver SCAF(det øverste militærråd) skylden for de volden: http://www.almasryalyoum.com/en/node/554206. Mens stats-tv  og premier minister og militær giver udefrakommende rebeller skylden - folk som ifølge dem vil ødelægge folkets revolution og valget. Det er løgn. Og det må de fleste efterhånden have forstået. Protesterne kræver, at militærrådet overgiver magten til en civil regering.

Derudover er en Egyptisk blogger blevet dømt til to års fængsel for at kritisere militæret på sin blog. http://www.aljazeera.com/news/middleeast/2011/12/20111214124942104149.html.

De der har magten har måske endelig forstået hvor meget magt internettet har, men for sent.

Ma3 salaama til Dar es salaam(Den må i selv regne ud eller snak med en arabisk ven)

Kamelen har pakket sydfrugterne og er taget på læseferie i Tanzania. Den ville gerne følge op på Egyptervalg, finanskrise og verdenssituationen, men bliver nødt til at skrive opgave, fordi den ønsker at blive bachelor indenfor de næste 5-6 år.

Selvom Tanzania hverken er revolutionært eller hipt i samme omfang som Egypten, håber jeg i har lyst til at læse med:

Det første jeg lægger mærke til er en masse hud på kvinder og at jeg er mere farve end køn. Modsat Egypten. Jeg ved ikke hvad der er bedst. Eller værst. Ikke så meget for mig, som for de mennesker og samfund, der stempler mig som det ene eller det andet.

Der kan være mange grunde. En kunne være, at man her slet ikke finder mig (Læs: idealet om den hvide kvinde) attraktiv. At jeg ikke er et skønhedsideal på samme måde somme den frodige afrikanske kvinde(uden at generalisere). En anden kunne være noget med, at Tanzania simpelthen ikke er ligeså meget køn som Egypten, f.eks. ser man generelt flere kvinder på gaden og overalt. Men jeg ved slet ikke nok om Tanzania til at udtale mig om noget generelt(udover kvindernes flotte former).

Da Egypten både geografisk og kulturelt ligger tættere på Europa og Vesten, er det naturligt at det Arabiske skønhedsideal også ligger tættere på det vestlige. F.eks. minder arabiske og amerikanske musikvideoer ret meget om hinanden. Ofte har de en lækker kælling, uden for meget tøj på, som danser, evt. i mudder, som får tøjet til at falde af uheldige og heldige steder, mens musikvideoer i Tanzania er vilde på en lidt anden måde.

Mennesker søger ofte noget der er anderledes, så længe det ikke er FOR underligt, hvilket jeg lidt fornemmer, at jeg er her.

Den ubehagelige tanke som strejfede mit hoved, var sådan noget med over og under mennesker. Jeg kan huske fornemmelsen, af en fuldstændig skævvridning i forestillingen om det gode hvide menneske som hjælper Afrikanerne, mens det er meget kristent og godt på alle måder, så det derfor ikke kan ses som et sexsymbol osv. Måske er det helt langt ude.

Under alle omstændigheder, fornemmer jeg slet ikke samme seksuelle frustration her, som fylder Cairos gader, som en vammel, stærk, sød mandeparfume i en overfyldt bus. Her lugter det bare af sved. Jeg ved ikke hvad der sker, men når man kommer til Østafrika lugter sved anderledes. Inkl. ens eget.

  

Gode samtaler fra sidste uge

Hos slagteren.

Jeg mødte slagteren uden for mit hus. Det er lige der hans butik er. Jeg spurgte hvordan han havde det og han sagde at han havde været forkølet, men at han var blevet rask. Så snakkede vi lidt om hvad det hedder på engelsk. Det viste vi ikke. Så sagde han: you are a good girl. If anyone touches you I will kill him. Så smilede jeg og sagde; og du er jo også slagteren. Så sagde han uden et smil på læben: but thats not why. Så skyndte jeg mig videre.

Hos grønthandleren.

Vi snakkede om frugter. Han sagde at jeg godt kunne lide granatæbler og jeg sagde at det var rigtigt. Så spurgte han om han kunne komme til mit land hvis vi blev gift og jeg sagde nej.  Og så fortalte jeg den gode historie om min mand og hans vigtige arbejde i Danmark og alle de børn vi ikke har endnu, men som vi helt sikkert skal have. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke fandt på et mere spændende job til ham, men han blev direktør i et firma der sælger kager. Ikke en bager, men et firma – det forstod han godt vigtigheden i.

Hos privatlæreren.

Nogle vil måske finde denne samtale mere interessant end den foregående, men her skal man huske på, at den foregik på arabisk, hvilket er en kvalitet i sig selv.

Jeg har fået en privatlærer som skal gennemgå arabiske artikler med mig, som jeg skal bruge til min opgave. Det handler blandt andet om feminisme i Egypten og det er rart at læreren er en hun. Og oven i købet en virkelig sej én, som ikke blot oversætter mine artikler, men også giver mig sin egen  mening og hun bliver glad når jeg spørger.

Jeg spurgte hvad hun stemte ved valget og så fortalte hun mig en helt masse om at være muslim og egypter og kvinde osv.

Hun var forholdsvis kritisk overfor feministbevægelser i Egypten, fordi hun sagde at de kun henvender sig til overklassen og at de ikke hvad der foregår i de fattige områder i Cairo. Jeg ved ikke om det er helt rigtigt, men jeg tror det er en meget generel opfattelse.

De bliver også anset som Mubaraks kones forlængede arm. Som i mange andre mellemøstlige lande, var det præsidentfruen, som stod for kvindeanliggender og min lærer sagde, at fru Mubarak var manipulerende og at mange hader hende mere end Mubarak, fordi hun efter sigende skulle have haft meget magt. Når man står på citadellet i den islamiske bydel, kan man se en hel masse grå huse og i midten af alt det grå, er der en lille cirkel af hvide huse. Det var blandt andet et af hendes projekter. Hun flyttede en helt masse mennesker, renoverede deres huse og flyttede dem tilbage. Nu er den lille hvide klat et minde om et meget dårligt udviklingsprojekt.

Vi blev enige om, at der også er gode feminister, f.eks.  Nawal al-saadawi, som er en sej gammel forfatter. Hende skal vi læse noget af i morgen. 

På Lærerværelset:

Man kan vist godt sige at jeg ikke var en særlig aktiv del af denne samtale. Den foregik på den sprogskole hvor jeg arbejder, som hedder Concept. Konceptet er, at alle smiler og siger hi how are you og der bliver sprøjtet med banantyggegummi- aromadufte i klasseværelserne og så er der ellers ikke mere at sige om den sag.

Men nu bliver der valgt i Egypten og det åbnede op for en spændende diskussion blandt lærerne i kaffepausen. Der var to mænd, som havde stemt på salafist partiet al-nur. Den ene er en ung frisk fyr og han var lidt en undskyldning for sig selv, da han forklarede, hvorfor han havde stemt som han gjorde. Han sagde at politik ikke interesserede ham, men at han altid kunne finde et svar i islam.

En kvindelig lærer, som tidligere har fortalt mig, at hun skulle slæbes væk fra Tahrir, hvis ikke militæret trådte tilbage, var ikke just barmhjertig over for den unge lærer. Hun synes virkelig, at han var dum at høre på og hun sagde, at han slet ikke havde fortjent at have en stemme. Jeg synes det var ret vildt at sige, men det virkede ikke som om nogen tog sig af den hårde tone.

Den anden salafist fyr er noget ældre og med skæg og det hele. Han sagde at man som muslim ikke kan benægte at politik og religion hænger sammen. Den kvindelige lærer fortsatte sit angreb mod den unge lærer og mod en anden kvindelig lærer, som havde stemt på det muslimske broderskab. Jeg sad ved vinduet og forsøgte at lade som om jeg ikke havde noget at sige. Men så spurgte hun mig om, hvad jeg synes og jeg var ret glad for oprigtigt at kunne give hende ret, for hun var ikke sjov at være uenig med.

Det var dejligt at se, at der findes mennesker inde bag de mange smil og how are you’s, men det var også underligt at finde ud af hvor grundlæggende uenige de var. Måske er det meget godt, at der ikke bliver diskuteret politik hver dag.

På bar.

Jeg mødtes med min ven på en bar i Down Town Cairo, Horriya(frihed). Han er normalt en meget glad og entusiastisk ung Egypter, men han var helt nedslået. Jeg spurgte hvad der var galt og han sagde, har du ikke hørt det? Islamisterne vinder. Jeg grinede lidt og sagde vi skulle nyde vores øl. Han fortalte at der er en muslimsk broder, som har sagt at han vil købe alle barer i haram street(kendt gade med øl og mavedansere). Han sagde at han ville forsøge at få visum til USA, og smutte hvis tingene skulle ændre sig drastisk.  Jeg tror godt han kunne lide at være teatralsk, men det er ikke særlig sjovt at tænke på valget, hvis man bare gerne vil have lov til at drikke en øl.

  

valg

Alt virker roligt. Og det er rart, for en gangs skyld, at gå i seng uden at tænke på, at mennesker bliver dræbt få kilometer fra ens hus.

Der blev stemt i store dele af Egypten i går. Og det gik godt, tror jeg. uden kampe og med stor valg-deltagelse. Mange var kvinder og mange var klædt i sort, for at mindes de sidste dages dræbte.

I går var jeg i til europæisk filmfestival i Galaxy cinema i Cairo.  Jeg spiste popcorn og så en film, the green wave, om den grønne revolution i Iran i 2009. Jeg fandt ud af, at jeg ved uhyggeligt lidt om Iran og Jeg tror ikke jeg er den eneste.

I 2009 var der valg og op til valget var der demonstrationer, hvor millioner af mennesker demonstrerede mod Ahmadinejad og regimet. Det var helt tydeligt at han ikke ville vinde, men som filmen viste, på en meget stærk og virkelig måde, er det uforståeligt hvad mennesker med magt kan få til at ske og ikke ske.

Ahmadinejad og hans folk fuskede med valgresultatet, dræbte og  mishandlede alt hvad der rørte på sig, og slap af sted med det. Filmen er en samling af blogindlæg og tweets af unge mennesker i Iran. En del af billederne er animerede og selvom jeg ikke er fan af de amerikanske oplæser-stemmer eller animationerne, synes jeg filmen er meget vigtig. Den pointerede alvoren i den situation Egypten og andre Arabiske lande befinder sig i lige nu. For selvom livet går videre i gaderne og vi kan se billeder af glade Egyptere ved valgstederne, er situationen stadig usikker. Jeg blev mindet om, at der ikke nogen grænse for ondskab, at alt kan ske, specielt i lande hvor nogle mennesker allerede har opnået al for meget magt.      

Filmen minder også om, at der ikke findes nogen form for global retfærdighed. Der er Vestens Interesser, som oftest bliver varetaget og så er der mennesker, som let bliver glemt.

Egypten er, af mange årsager, vigtig for Vesten og bliver sandsynligvis ikke glemt. Magthaverne i lande som Bahrain og Syrien har gang i forbrydelser, jeg ikke engang kan finde oplysninger om og det er temmelig skræmmende. 

Mest om kvinder

Situationen er ikke god! Militæret har undskyldt for drabene, der fortsætter, og samtidig har de erklæret, at de vil gøre hvad de kan for at finde de ansvarlige? Det giver ikke mening i mit hoved. Militær-supportere har indkaldt til moddemonstration og Journalister bliver anholdt og tæsket.

En af de journalister, er Mona Eltahawy. Hun er Egypter og blogger, men bosat i USA. Hun er sej. Hun skriver om revolution og køn og kvinder. Her er en artikel, som hun skrev i juni, om netop disse emner og om hæren, der under revolutionen i Januar jomfru-testede unge kvinder: http://www.monaeltahawy.com/blog/?p=518. I artiklen citerer hun en general fra hæren:

"The girls who were detained were not like your daughter or mine," the general said. "These were girls who had camped out in tents with male protesters in Tahrir Square, and we found in the tents Molotov cocktails and (drugs)."

Jeg synes det er lidt sjovt, at det er forkert at sove med en molotov cocktail. Det kan ske for selv den bedste….

I Egypten er seksuel chikane mod kvinder et kæmpe problem i det offentlige rum. Jeg mener faktisk at have læst, at det er det land i verden hvor flest kvinder har oplevet chikane. Det er der rigtig mange grunde til. En af dem er, at Mubaraks regime brugte trusler om, og seksuel chikane, til at bekæmpe og undertrykke kvindelige modstandere af styret, journalister og demonstranter. Det har helt sikkert været med til at legitimere chikane mod kvinder hos den brede befolkning.

Mange kvinder har beskrevet at de under revolutionen i Januar, følte at forholdet mellem mænd og kvinder ændrede sig, at de alle var sammen om at protestere, og at spørgsmålet om køn faldt i baggrunden. Som Egyptisk ung kvinde, er det at sove i telt med en mand meget lidt normalt, men i Januar fungerede det altså og chikanen var nærmest ikke tilstede på Tahrir, ifølge de kvinder der var der.

Desværre ser det ikke ud som om denne gode udvikling er fortsat. Nogle af de kvinder jeg har talt med, mener at de kan mærke en minimal forbedring efter revolutionen, mens andre mener at situationen forværredes, efter politiets tilstedeværen på gaderne blev mindre.

Dette skal ikke læses som i, at Egyptiske mænd er nogle svin og at kvinderne er undertrykte, for det er på ingen måde tilfældet. Det skal læses som i, at der grundlæggende er noget helt galt med et land, hvor styret jomfru-tester kvinder, der demonstrerer, og hvor journalister bliver tævet og anholdt og udsat for seksuelle krænkelser. Relationer mellem kvinder og mænd i den arabiske/muslimske verden, er præcis lige så komplicerede som i Danmark og Europa(http://www.information.dk/285929). Og der findes mange bud på eventuelle problemer og løsninger. Ikke mindst i den Vestlige verden, hvor vi har en tendens til at fremstille kønsproblematikken i Mellemøsten, på en meget lidt nuanceret måde.

Noget man sikkert klapper i hænderne over er kvinder som hende her: http://www.jadaliyya.com/pages/index/3208/waiting-for-alia  - Og jeg må da også indrømme, at jeg synes hun er sej,  men der findes altså også feminister og kvindesagsforkæmpere, som er muslimer og som bærer tørklæder og som jeg tror befinder sig på Tahrir lige nu, eller foran deres computere, i gang med at ændre verden gennem tweets eller blogs.

Kampene fortsætter

Og militærets brutalitet: http://www.almasryalyoum.com/en/node/517749. Demonstranterne kræver en dato for præsidentvalget, inden april, og bliver derfor på Tahrir pladsen. Militærets og politiets adfærd stemmer ikke overens med Tantawis udtalelser i går aftes. Desværre kan han have genvundet en stor del af befolkningens tillid(på grund af en følelsesladet tale), og det kan derfor lykkes ham at lade de protesterende fremstå som "rebeller" der ikke ønsker dialog. Alle frygter kaos, og på trods af militærets magtmisbrug, har mange Egyptere stadig en grundlæggende tillid til, at netop militæret kan forhindre dette. Hvis befolkningen vender sig mod demonstranterne, bliver det ikke let at kræve forandring. Jeg tror desværre ikke det er sidste dag med uroligheder i Egypten...

Billeder fra Tahrir 22. november

Læger og sygeplejesker tager sig af de sårede

Der skal normalt en del til at røre en gammel kamel som mig, men da min mobil-tids dealer og nærmeste kioskmand ringede for 5 minutter siden, måtte jeg alligevel fælde en lille tåre. Han havde hørt at nogle aganib(udlændinge) var kommet til skade og han ringede for at sikre sig, at jeg var ok. Enti fi el- bayt, sah?(du er hjemme ikke?). Når man tænker på hvor mange egyptere der er blevet dræbt og såret og hvor stor en krise hans land er i lige nu, kræver det et helt særligt overskud(Især fordi han har taget mig i at lyve om at jeg var gift og fordi jeg altid kommer til at gå forbi ham uden at sige hej).

Dagen har generelt været præget af ubeskriveligt meget hjælpsomhed, venlighed og omsorg. På Tahrir var der planlagt massedemonstration og selvom der var proppet med mennesker, var der masser af plads og selvom mindst 14 er blevet dræbt i dag, var der smil og latter og jeg følte at stemningen var alvorlig, men også var forventningsfuld, på den gode måde. Det er helt tydeligt at frustrationen over at der er gået 9 måneder efter Mubaraks tilbagetrædelse hvor ingenting er sket, har vokset sig kæmpe stor. Folk er bange for at miste alt hvad de har kæmpet for.

Men der sker noget nu. Regeringen har valgt at træde tilbage og militærets leder Tantawi har netop meddelt på nationalt tv at han og SCAF er villige til at løsne op på en række punkter. bl.a skal præsidentvalget afholdes inden juli 2012 og det skal være op til befolkningen, hvem der skal styre landet -  altså om militæret skal fortsætte på magten indtil efter valget eller ej.

Disse løfter, som man kun kan håbe på bliver indfriet, kommer desværre bare alt for sent… 

Nanna skulle i dag besøge lighuset for at tjekke hvor højt dødstallet i virkeligheden er, og jeg tog med. Jeg ved ikke om vi er meget heldige, eller om mennesker bare generelt er gode. Vi fik i hvert fald fat i den sejeste taxa chauffør, som kørte os til lighuset, der ligger 20 min i taxa fra Tahrir, mens han fortalte os om alt hvad han viste. Og det var ikke lidt. Han forklarede at det officielle dødstal er langt lavere end det reelle, fordi militæret tvinger efterladte til at sige, at deres familiemedlemmer er døde af naturlige årsager. Man kunne ikke komme ind i selve lighuset, som var bevogtet af militæret, men der var et lille kontor på en stille plads, hvor taxachaufføren fik bekræftet de tal han allerede kendte. 14 døde i Cairo i dag og 50 døde de sidste 4 dage i hele Egypten. Der var en familie på pladsen, som jeg tror netop havde fået bekræftet, at de havde mistet et familiemedlem. De gik samlet væk og holdt om hinanden, mens tårerne trillede ned af deres kinder.

Heldigvis tyder det på, at alle disse dødsfald, trods alt,  har været med til at føre til forandring. Det er stadigvæk klogt at forholde sig kritisk til militærets udtalelser, da de sandsynligvis er interesserede i at redde egne hoveder.  Spørgsmålet er også hvad alternativet bliver, hvem der skal overtage styringen og om der er flere der pønser på at tage magten på udemokratisk vis. Det bliver spændende at følge på tæt hold. 

Det er ikke altid let at vide hvordan man skal forholde sig som udlænding midt i revolutionen, for vi er jo trods alt ikke Egyptere, men KU-studerende der gerne vil lære arabisk.

Blod har vi dog alle tilfælles og i dag tog Nanna og jeg til et Hospital tæt på Tahrir for at donere 700 mililiter af vores.

Her er Nannas artikel om vores oplevelse: http://bikyamasr.com/49092/egypt-nurse-the-police-will-show-that-they-are-with-the-people-by-giving-their-blood”/

Vi blev, som hun skriver, taget godt imod og vi fik en æblejuice og en god snak med de to søde sygeplejersker. Den lette stemning overraskede mig. Der var ingen sure miner eller udmattethed at føle. Heller ikke, da de fortalte om mange sårede og dræbte efter gårsdagens kampe.

På vejen hjem stoppede vi hos min lokale kiosk for at købe chokolade. Den statsejede tv-kanal al-Nil kørte, som sædvanlig, på det lille tv i butikken og de to kioskmænd var overbeviste om, at det var demonstranterne der angreb politiet og ikke omvendt. På det tidspunkt var vi 20 minutters gang fra Tahrir-pladsen. Det siger noget om hvor let det er at hjernevaske folk.

I Down Town så vi folk der kastede vand i hovedet på de protesterende, der i forvejen havde nok at se til pga. den voldsomme tåregas. Vi snakkede med en fyr som sagde, at de mennesker der bor tæt på Tahrir overvejende er forretningsfolk, som får deres forretninger og dermed eksistensgrundlag, ødelagt af kampene. Derfor kaster de vand. For at fortælle folk at de skal holde sig væk.

Det er altså ikke en helt enig Egyptisk befolkning der går til valg om få dage. Lige nu bliver der talt om generalstrejke, ligesom i januar, og massedemonstrationer i morgen. Protesterne har allerede spredt sig til 11 provinsbyer.  Mindst 37 er døde. 

Cairo på en dårlig dag

Så sent som i morges tænkte jeg at jeg egentlig gerne ville have mig som datter, fordi jeg er god til at passe på mig selv. Nogle timer og et par opkald senere befandt jeg mig på Tahrir pladsen omgivet af tåregas og oprevede Egyptere.

Da vi nærmede os pladsen gik vi forbi en ældre mand der smilede og sagde ma3 salaama, farvel. Jeg nåede lige at få lyst til at vende om, men vi gik i raskt trav og var pludselig en del af menneskemængden, der bestod af mange mænd og få kvinder, som bevægede sig rundt imellem hinanden og skabte en højlydt summen, der virkede stærkere og højere end de råb man er vant til at høre(al-shaab yurid…).

Jeg passede på mig selv. Jeg stod tæt på en opgang, som jeg vidste jeg kunne løbe ind i hvis situationen skulle udvikle sig.  Men dét jeg stod og så på, var en masse mennesker der ikke havde tænkt sig at tage elevatoren til højeste etage, så snart der var fare på færde. De var afventende, men helt klart klar til at kæmpe for den revolution, som mange er begyndt at tvivle på, og som efterhånden minder mere om et militærkup end om en folkelig revolution.

Militæret, med Tantawi i spidsen, skulle i princippet fungere som overgangsregering indtil valget, som efter planen skal afholdes d. 28 november. Problemet er, at militæret består af Mubaraks gamle folk og at de tilsyneladende ikke har tænkt sig at overgive al magten til en eventuel ny regering. De har ladet civile gennemgå militære domstole og truer med at igangsætte undtagelseslove, hvis ikke demonstranterne ”rebellerne” stopper deres brutale fremfærd mod politiet.

Efter demonstrationen fredag sov en stor gruppe mennesker på Tahrir pladsen, og blev vækket af politi, køller og tåregas. 2 mennesker blev dræbt. I dag er kampene fortsat og mindst 10 har mistet livet.

Fra mit hjørne fornemmede jeg sandsynligvis kun en brøkdel af hvad det foregik, men jeg kunne mærke tåregas og se mennesker der løb, talte i telefon og forsøgte at opsnappe hvad der foregik hvor. Så vidt jeg kan forstå handler det om at ”indtage” pladserne. Politiet sætter tåregas ind for at fjerne folk, og når de fleste er væk, sætter de deres egne mænd ind. Det gjorde de også der hvor jeg stod. På det tidspunkt, var jeg smuttet op på 9. ende sal og jeg kunne se de små sorte skikkelser med glimtende hjelme, lange knipler og pistoler. Tåregas og brag fra skud fik udsigten til at ligne en krigszone og dette blandet med tanken om at mennesker jeg holder af kan komme til skade, var egentlig en ret barsk oplevelse. Jeg kan ikke forstå at det skal være nødvendigt at flere mennesker skal miste livet, at de koldblodige mænd der styrer landet lige nu, ikke kan forstå at folket ikke ønsker endnu et militært styre.

Jeg fik små servietter af én mand og eddike af en anden. På grund af tåregassen. Jeg tror det er hvad de kristne kalder næstekærlighed. Hvis jeg var mor til en ung Egypter ville jeg ønske at mit barn befandt sig på Tahrir lige nu. For de unge er fandme seje. De fortjener en anden virkelighed.