valg

Alt virker roligt. Og det er rart, for en gangs skyld, at gå i seng uden at tænke på, at mennesker bliver dræbt få kilometer fra ens hus.

Der blev stemt i store dele af Egypten i går. Og det gik godt, tror jeg. uden kampe og med stor valg-deltagelse. Mange var kvinder og mange var klædt i sort, for at mindes de sidste dages dræbte.

I går var jeg i til europæisk filmfestival i Galaxy cinema i Cairo.  Jeg spiste popcorn og så en film, the green wave, om den grønne revolution i Iran i 2009. Jeg fandt ud af, at jeg ved uhyggeligt lidt om Iran og Jeg tror ikke jeg er den eneste.

I 2009 var der valg og op til valget var der demonstrationer, hvor millioner af mennesker demonstrerede mod Ahmadinejad og regimet. Det var helt tydeligt at han ikke ville vinde, men som filmen viste, på en meget stærk og virkelig måde, er det uforståeligt hvad mennesker med magt kan få til at ske og ikke ske.

Ahmadinejad og hans folk fuskede med valgresultatet, dræbte og  mishandlede alt hvad der rørte på sig, og slap af sted med det. Filmen er en samling af blogindlæg og tweets af unge mennesker i Iran. En del af billederne er animerede og selvom jeg ikke er fan af de amerikanske oplæser-stemmer eller animationerne, synes jeg filmen er meget vigtig. Den pointerede alvoren i den situation Egypten og andre Arabiske lande befinder sig i lige nu. For selvom livet går videre i gaderne og vi kan se billeder af glade Egyptere ved valgstederne, er situationen stadig usikker. Jeg blev mindet om, at der ikke nogen grænse for ondskab, at alt kan ske, specielt i lande hvor nogle mennesker allerede har opnået al for meget magt.      

Filmen minder også om, at der ikke findes nogen form for global retfærdighed. Der er Vestens Interesser, som oftest bliver varetaget og så er der mennesker, som let bliver glemt.

Egypten er, af mange årsager, vigtig for Vesten og bliver sandsynligvis ikke glemt. Magthaverne i lande som Bahrain og Syrien har gang i forbrydelser, jeg ikke engang kan finde oplysninger om og det er temmelig skræmmende. 

Mest om kvinder

Situationen er ikke god! Militæret har undskyldt for drabene, der fortsætter, og samtidig har de erklæret, at de vil gøre hvad de kan for at finde de ansvarlige? Det giver ikke mening i mit hoved. Militær-supportere har indkaldt til moddemonstration og Journalister bliver anholdt og tæsket.

En af de journalister, er Mona Eltahawy. Hun er Egypter og blogger, men bosat i USA. Hun er sej. Hun skriver om revolution og køn og kvinder. Her er en artikel, som hun skrev i juni, om netop disse emner og om hæren, der under revolutionen i Januar jomfru-testede unge kvinder: http://www.monaeltahawy.com/blog/?p=518. I artiklen citerer hun en general fra hæren:

"The girls who were detained were not like your daughter or mine," the general said. "These were girls who had camped out in tents with male protesters in Tahrir Square, and we found in the tents Molotov cocktails and (drugs)."

Jeg synes det er lidt sjovt, at det er forkert at sove med en molotov cocktail. Det kan ske for selv den bedste….

I Egypten er seksuel chikane mod kvinder et kæmpe problem i det offentlige rum. Jeg mener faktisk at have læst, at det er det land i verden hvor flest kvinder har oplevet chikane. Det er der rigtig mange grunde til. En af dem er, at Mubaraks regime brugte trusler om, og seksuel chikane, til at bekæmpe og undertrykke kvindelige modstandere af styret, journalister og demonstranter. Det har helt sikkert været med til at legitimere chikane mod kvinder hos den brede befolkning.

Mange kvinder har beskrevet at de under revolutionen i Januar, følte at forholdet mellem mænd og kvinder ændrede sig, at de alle var sammen om at protestere, og at spørgsmålet om køn faldt i baggrunden. Som Egyptisk ung kvinde, er det at sove i telt med en mand meget lidt normalt, men i Januar fungerede det altså og chikanen var nærmest ikke tilstede på Tahrir, ifølge de kvinder der var der.

Desværre ser det ikke ud som om denne gode udvikling er fortsat. Nogle af de kvinder jeg har talt med, mener at de kan mærke en minimal forbedring efter revolutionen, mens andre mener at situationen forværredes, efter politiets tilstedeværen på gaderne blev mindre.

Dette skal ikke læses som i, at Egyptiske mænd er nogle svin og at kvinderne er undertrykte, for det er på ingen måde tilfældet. Det skal læses som i, at der grundlæggende er noget helt galt med et land, hvor styret jomfru-tester kvinder, der demonstrerer, og hvor journalister bliver tævet og anholdt og udsat for seksuelle krænkelser. Relationer mellem kvinder og mænd i den arabiske/muslimske verden, er præcis lige så komplicerede som i Danmark og Europa(http://www.information.dk/285929). Og der findes mange bud på eventuelle problemer og løsninger. Ikke mindst i den Vestlige verden, hvor vi har en tendens til at fremstille kønsproblematikken i Mellemøsten, på en meget lidt nuanceret måde.

Noget man sikkert klapper i hænderne over er kvinder som hende her: http://www.jadaliyya.com/pages/index/3208/waiting-for-alia  - Og jeg må da også indrømme, at jeg synes hun er sej,  men der findes altså også feminister og kvindesagsforkæmpere, som er muslimer og som bærer tørklæder og som jeg tror befinder sig på Tahrir lige nu, eller foran deres computere, i gang med at ændre verden gennem tweets eller blogs.

Kampene fortsætter

Og militærets brutalitet: http://www.almasryalyoum.com/en/node/517749. Demonstranterne kræver en dato for præsidentvalget, inden april, og bliver derfor på Tahrir pladsen. Militærets og politiets adfærd stemmer ikke overens med Tantawis udtalelser i går aftes. Desværre kan han have genvundet en stor del af befolkningens tillid(på grund af en følelsesladet tale), og det kan derfor lykkes ham at lade de protesterende fremstå som "rebeller" der ikke ønsker dialog. Alle frygter kaos, og på trods af militærets magtmisbrug, har mange Egyptere stadig en grundlæggende tillid til, at netop militæret kan forhindre dette. Hvis befolkningen vender sig mod demonstranterne, bliver det ikke let at kræve forandring. Jeg tror desværre ikke det er sidste dag med uroligheder i Egypten...

Billeder fra Tahrir 22. november

Læger og sygeplejesker tager sig af de sårede

Der skal normalt en del til at røre en gammel kamel som mig, men da min mobil-tids dealer og nærmeste kioskmand ringede for 5 minutter siden, måtte jeg alligevel fælde en lille tåre. Han havde hørt at nogle aganib(udlændinge) var kommet til skade og han ringede for at sikre sig, at jeg var ok. Enti fi el- bayt, sah?(du er hjemme ikke?). Når man tænker på hvor mange egyptere der er blevet dræbt og såret og hvor stor en krise hans land er i lige nu, kræver det et helt særligt overskud(Især fordi han har taget mig i at lyve om at jeg var gift og fordi jeg altid kommer til at gå forbi ham uden at sige hej).

Dagen har generelt været præget af ubeskriveligt meget hjælpsomhed, venlighed og omsorg. På Tahrir var der planlagt massedemonstration og selvom der var proppet med mennesker, var der masser af plads og selvom mindst 14 er blevet dræbt i dag, var der smil og latter og jeg følte at stemningen var alvorlig, men også var forventningsfuld, på den gode måde. Det er helt tydeligt at frustrationen over at der er gået 9 måneder efter Mubaraks tilbagetrædelse hvor ingenting er sket, har vokset sig kæmpe stor. Folk er bange for at miste alt hvad de har kæmpet for.

Men der sker noget nu. Regeringen har valgt at træde tilbage og militærets leder Tantawi har netop meddelt på nationalt tv at han og SCAF er villige til at løsne op på en række punkter. bl.a skal præsidentvalget afholdes inden juli 2012 og det skal være op til befolkningen, hvem der skal styre landet -  altså om militæret skal fortsætte på magten indtil efter valget eller ej.

Disse løfter, som man kun kan håbe på bliver indfriet, kommer desværre bare alt for sent… 

Nanna skulle i dag besøge lighuset for at tjekke hvor højt dødstallet i virkeligheden er, og jeg tog med. Jeg ved ikke om vi er meget heldige, eller om mennesker bare generelt er gode. Vi fik i hvert fald fat i den sejeste taxa chauffør, som kørte os til lighuset, der ligger 20 min i taxa fra Tahrir, mens han fortalte os om alt hvad han viste. Og det var ikke lidt. Han forklarede at det officielle dødstal er langt lavere end det reelle, fordi militæret tvinger efterladte til at sige, at deres familiemedlemmer er døde af naturlige årsager. Man kunne ikke komme ind i selve lighuset, som var bevogtet af militæret, men der var et lille kontor på en stille plads, hvor taxachaufføren fik bekræftet de tal han allerede kendte. 14 døde i Cairo i dag og 50 døde de sidste 4 dage i hele Egypten. Der var en familie på pladsen, som jeg tror netop havde fået bekræftet, at de havde mistet et familiemedlem. De gik samlet væk og holdt om hinanden, mens tårerne trillede ned af deres kinder.

Heldigvis tyder det på, at alle disse dødsfald, trods alt,  har været med til at føre til forandring. Det er stadigvæk klogt at forholde sig kritisk til militærets udtalelser, da de sandsynligvis er interesserede i at redde egne hoveder.  Spørgsmålet er også hvad alternativet bliver, hvem der skal overtage styringen og om der er flere der pønser på at tage magten på udemokratisk vis. Det bliver spændende at følge på tæt hold. 

Det er ikke altid let at vide hvordan man skal forholde sig som udlænding midt i revolutionen, for vi er jo trods alt ikke Egyptere, men KU-studerende der gerne vil lære arabisk.

Blod har vi dog alle tilfælles og i dag tog Nanna og jeg til et Hospital tæt på Tahrir for at donere 700 mililiter af vores.

Her er Nannas artikel om vores oplevelse: http://bikyamasr.com/49092/egypt-nurse-the-police-will-show-that-they-are-with-the-people-by-giving-their-blood”/

Vi blev, som hun skriver, taget godt imod og vi fik en æblejuice og en god snak med de to søde sygeplejersker. Den lette stemning overraskede mig. Der var ingen sure miner eller udmattethed at føle. Heller ikke, da de fortalte om mange sårede og dræbte efter gårsdagens kampe.

På vejen hjem stoppede vi hos min lokale kiosk for at købe chokolade. Den statsejede tv-kanal al-Nil kørte, som sædvanlig, på det lille tv i butikken og de to kioskmænd var overbeviste om, at det var demonstranterne der angreb politiet og ikke omvendt. På det tidspunkt var vi 20 minutters gang fra Tahrir-pladsen. Det siger noget om hvor let det er at hjernevaske folk.

I Down Town så vi folk der kastede vand i hovedet på de protesterende, der i forvejen havde nok at se til pga. den voldsomme tåregas. Vi snakkede med en fyr som sagde, at de mennesker der bor tæt på Tahrir overvejende er forretningsfolk, som får deres forretninger og dermed eksistensgrundlag, ødelagt af kampene. Derfor kaster de vand. For at fortælle folk at de skal holde sig væk.

Det er altså ikke en helt enig Egyptisk befolkning der går til valg om få dage. Lige nu bliver der talt om generalstrejke, ligesom i januar, og massedemonstrationer i morgen. Protesterne har allerede spredt sig til 11 provinsbyer.  Mindst 37 er døde. 

Cairo på en dårlig dag

Så sent som i morges tænkte jeg at jeg egentlig gerne ville have mig som datter, fordi jeg er god til at passe på mig selv. Nogle timer og et par opkald senere befandt jeg mig på Tahrir pladsen omgivet af tåregas og oprevede Egyptere.

Da vi nærmede os pladsen gik vi forbi en ældre mand der smilede og sagde ma3 salaama, farvel. Jeg nåede lige at få lyst til at vende om, men vi gik i raskt trav og var pludselig en del af menneskemængden, der bestod af mange mænd og få kvinder, som bevægede sig rundt imellem hinanden og skabte en højlydt summen, der virkede stærkere og højere end de råb man er vant til at høre(al-shaab yurid…).

Jeg passede på mig selv. Jeg stod tæt på en opgang, som jeg vidste jeg kunne løbe ind i hvis situationen skulle udvikle sig.  Men dét jeg stod og så på, var en masse mennesker der ikke havde tænkt sig at tage elevatoren til højeste etage, så snart der var fare på færde. De var afventende, men helt klart klar til at kæmpe for den revolution, som mange er begyndt at tvivle på, og som efterhånden minder mere om et militærkup end om en folkelig revolution.

Militæret, med Tantawi i spidsen, skulle i princippet fungere som overgangsregering indtil valget, som efter planen skal afholdes d. 28 november. Problemet er, at militæret består af Mubaraks gamle folk og at de tilsyneladende ikke har tænkt sig at overgive al magten til en eventuel ny regering. De har ladet civile gennemgå militære domstole og truer med at igangsætte undtagelseslove, hvis ikke demonstranterne ”rebellerne” stopper deres brutale fremfærd mod politiet.

Efter demonstrationen fredag sov en stor gruppe mennesker på Tahrir pladsen, og blev vækket af politi, køller og tåregas. 2 mennesker blev dræbt. I dag er kampene fortsat og mindst 10 har mistet livet.

Fra mit hjørne fornemmede jeg sandsynligvis kun en brøkdel af hvad det foregik, men jeg kunne mærke tåregas og se mennesker der løb, talte i telefon og forsøgte at opsnappe hvad der foregik hvor. Så vidt jeg kan forstå handler det om at ”indtage” pladserne. Politiet sætter tåregas ind for at fjerne folk, og når de fleste er væk, sætter de deres egne mænd ind. Det gjorde de også der hvor jeg stod. På det tidspunkt, var jeg smuttet op på 9. ende sal og jeg kunne se de små sorte skikkelser med glimtende hjelme, lange knipler og pistoler. Tåregas og brag fra skud fik udsigten til at ligne en krigszone og dette blandet med tanken om at mennesker jeg holder af kan komme til skade, var egentlig en ret barsk oplevelse. Jeg kan ikke forstå at det skal være nødvendigt at flere mennesker skal miste livet, at de koldblodige mænd der styrer landet lige nu, ikke kan forstå at folket ikke ønsker endnu et militært styre.

Jeg fik små servietter af én mand og eddike af en anden. På grund af tåregassen. Jeg tror det er hvad de kristne kalder næstekærlighed. Hvis jeg var mor til en ung Egypter ville jeg ønske at mit barn befandt sig på Tahrir lige nu. For de unge er fandme seje. De fortjener en anden virkelighed.

Alexandria

kærlig hilsen drude

I dag har lidt været sådan en dag hvor jeg gik op af trappen, mens der var en rotte der løb ned og halvvejs op af mit ben, hvor der var en masse papirer der ikke ville printes og en kold kop kaffe og hvor jeg hørte en arabisk kvinde der sang, som viste sig at være en bilsædepudser(også nyt fænomen for mig) hvorefter dagen pludselig blev meget bedre og solen begyndte at skinne. Nu har jeg lige spist et granatæble der smagte af dansk efterår og om lidt tager jeg til Alexandria med nogle nordmænd og en dansker. Jeg glæder mig.

Denne artikel er god hvis man vil vide noget om Egyptisk parlamentsvalg, som er lige om hjørnet:

http://www.jadaliyya.com/pages/index/3136/egypt-elections-watch_use-with-caution

Og denne sang er bare god: http://www.youtube.com/watch?v=KBWfUc5jKiM

Pensum og Pandekager

Jeg skulle lave pensum, men kom i stedet til at lave en masse pandekager og spise dem alle sammen(Det tager heldigvis sin tid). Nu er jeg for mæt til at lave pensum og vil i stedet skrive lidt om hip hop  i Cairo.

Billederne nedenfor er fra et godt arrangement jeg var til i fredags. Det handlede om hip hop og der var kunstnere fra mange lande i Mellemøsten, som rappede om frihed og fællesskab og andre gode ting. Jeg forstod ikke så meget, men jeg forstod budskabet.

Det skulle have foregået i en ungdoms klub på øen Zamalek. Men da vi havde ventet udenfor i en time, fik vi at vide at der ikke var ”permission” og det var meget ærgerligt.

Heldigvis er Egyptere seje og de fik meget hurtigt arrangeret at flytte hele arrangementet til en anden bydel, islamisk Cairo, og et Galleri der er virkelig flot og perfekt til lejligheden.

Blandt publikum var der et par udlændinge, nogle meget unge bling bling snoop dog look-a- likes, andre unge og nogle ældre. Det var sjovt at se folk, som slet ikke lignede nogen jeg har set i Cairo før.

Jeg tror de fleste kendte hinanden og hip hop miljøet i Cairo er vist hverken stort eller gammelt. Det virkede dog som en succes, og jeg kunne især godt lide den libanesiske rapperinde Malikah som mindede mig om Lucy Love.

 Her er invitationen hvis nogen skulle være interesseret i arabisk hip hop:

http://www.facebook.com/home.php#!/event.php?eid=139280662840205

Eid

 I dag fik jeg Eid ferie og jeg fik også kørt min fod over. Den har det heldigvis fint, selvom den er lidt blå.

Her er får overalt som venter på at blive slagtet og spændte egyptere der venter på at spise dem. Jeg ville tage nogle billeder af fårene og menneskene, men det var trafikken og tålmodigheden ikke til og så blev min fod altså kørt over. Med vilje er jeg ret sikker på.

På den måde, minder det hele meget om julen i Danmark. Folk bliver lidt sindssyge. Jeg har læst at det er meget normalt at kvinder der går rundt alene under Eid’en bliver antastet, fordi der er mange unge mænd der tror, at kvinder der går rundt på gaden gerne vil antastes. Det er bagsiden.

På trods af den, kan jeg godt lide stemningen. Hektisk, men rar.

I dag fik jeg min første løn i en lille kuvert. Det var hyggeligt. Og så sagde vi alle sammen god ferie til hinanden og det føltes meget som om jeg hørte til et sted.

Jeg tror jeg skal fejre Eid hos en kollegas familie. De har købt en ko som skal slagtes. Den koster omkring 7000 kr. De kan også fås dyrere siger han og et får koster kun 1500.

Billederne blev ikke så skarpe fordi jeg blev stresset over det med foden og alle dyrene. Så jeg prøvede at redigere dem lidt og jeg synes alligevel godt man kan fange stemningen.