mavedans, revolution og turisme

 Mavedans og revolution kan umiddelbart lyde som en underlig kombination, men det er det ikke. I hvert fald ikke sjælden. Jeg har set egyptens to største mavedanse-grupper optræde her i Cairo og de fremførte begge en dans dedikeret til revolutionen 25. Januar. Den første gruppe havde lavet et meget følsomt intro-show med powerpoint og billeder af martyrer, mens den anden havde valgt en lidt mere enkel udgave, med kostumer i det egyptiske flags farver og en lidt mere kamp-agtig dans end ellers. Begge danse havde rørende elementer, og selve tanken om at brugen dansen, som en måde at formidle et folks indebrændte frustrationer gennem mere en 30 år, synes jeg er meget smuk. Jeg kan naturligvis ikke sætte mig ind i alle de følelser, som folk føler og jeg må indrømme, at jeg altså også synes det er lidt sjovt at en traditionel mavedanse gruppe, der ellers er meget lidt politisk, vælger at lave en revolutionsdans. Måske er det bare noget med at danskere(eller jeg) er bange for at ting bliver kiksede og poppede. Jeg ved det ikke.

Stine bemærkede, at det virkede underligt da en sælger i et af de mest turistede områder i Cairo, spurgte om vi kunne lide revolutionen på en mekanisk måde, hvorefter han forsikrede os om, at han var helt vild med den. ”of course, im egytian”. Han kunne ligeså godt have sagt ”welcome to Egypt, danemark is beautiful, good cheese, lurbaak”. Det kan sagtens have været en reel interesse for vores holdning til Egyptens politiske situation, men man ved ligesom godt at han står der hver dag, at hans engelsk er begrænset og at han ved hvad der virker på turister.  Men vi var glade og sagde ”yes yes. of course. very nice” osv.

Udover revolutionsdans og de turistfangere, der har opdaget at revolution er in blandt udlændinge, er der ikke meget politik i gaden.

(http://blogs.aljazeera.net/middle-east/2011/10/22/meanwhile-egypt-simmering-anger) Her står der, at de eneste synlige tegn på at der i dette land fandt en revolution sted for mindre end et år siden, er de t-shirts man kan købe på tahrir-pladsen, med det egyptiske flag, eller revolutions paroler på. Der er f.eks ingen valgplakater selvom parlamentsvalget skal afholdes i november. Det synes jeg er meget rigtigt.

Det er meget svært at bedømme hvad der er ”ægte” og godt og i Egypternes interesse og hvordan revolutionen bliver holdt i live på den gode måde uden at blive for poppet eller indholdsløs og det er sikkert fint nok at kamelmændene og bazarfætrene kan få sig en snak med de letpåklædte turister om revolutionen og at mavedanserne rører folket med historier om de unge der satte livet på spil for at ændre Egypten. Jeg fornemmer at nogle er ved at miste tålmodigheden og troen på at tingene kan blive anderledes, det er ærgerligt, men forståeligt efter et år med militæret på magten. Uden forandringer.

 Èn ting er sikker, og det er at jeg skal fortsætte min revolutionskultur-turisme og se forestillingen ”pyramids and revolution”, som spiller i Cairo opera house lige nu. Det er en lokkende titel.

Stine og Heba, caught in a revolution