Hos slagteren.
Jeg mødte slagteren uden for mit hus. Det er lige der hans
butik er. Jeg spurgte hvordan han havde det og han sagde at han havde været
forkølet, men at han var blevet rask. Så snakkede vi lidt om hvad det hedder på
engelsk. Det viste vi ikke. Så sagde han: you are a good girl. If anyone
touches you I will kill him. Så smilede jeg og sagde; og du er jo også
slagteren. Så sagde han uden et smil på læben: but thats not why. Så skyndte
jeg mig videre.
Hos grønthandleren.
Vi snakkede om frugter. Han sagde at jeg godt kunne lide
granatæbler og jeg sagde at det var rigtigt. Så spurgte han om han kunne komme
til mit land hvis vi blev gift og jeg sagde nej. Og så fortalte jeg den gode historie om min mand og hans
vigtige arbejde i Danmark og alle de børn vi ikke har endnu, men som vi helt
sikkert skal have. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke fandt på et mere spændende
job til ham, men han blev direktør i et firma der sælger kager. Ikke en bager,
men et firma – det forstod han godt vigtigheden i.
Hos privatlæreren.
Nogle vil måske finde denne samtale mere interessant end den
foregående, men her skal man huske på, at den foregik på arabisk, hvilket er en
kvalitet i sig selv.
Jeg har fået en privatlærer som skal gennemgå arabiske
artikler med mig, som jeg skal bruge til min opgave. Det handler blandt andet
om feminisme i Egypten og det er rart at læreren er en hun. Og oven i købet en
virkelig sej én, som ikke blot oversætter mine artikler, men også giver mig sin
egen mening og hun bliver glad når
jeg spørger.
Jeg spurgte hvad hun stemte ved valget og så fortalte hun
mig en helt masse om at være muslim og egypter og kvinde osv.
Hun var forholdsvis kritisk overfor feministbevægelser i
Egypten, fordi hun sagde at de kun henvender sig til overklassen og at de ikke
hvad der foregår i de fattige områder i Cairo. Jeg ved ikke om det er helt rigtigt,
men jeg tror det er en meget generel opfattelse.
De bliver også anset som Mubaraks kones forlængede arm. Som
i mange andre mellemøstlige lande, var det præsidentfruen, som stod for
kvindeanliggender og min lærer sagde, at fru Mubarak var manipulerende og at
mange hader hende mere end Mubarak, fordi hun efter sigende skulle have haft
meget magt. Når man står på citadellet i den islamiske bydel, kan man se en hel
masse grå huse og i midten af alt det grå, er der en lille cirkel af hvide
huse. Det var blandt andet et af hendes projekter. Hun flyttede en helt masse
mennesker, renoverede deres huse og flyttede dem tilbage. Nu er den lille hvide
klat et minde om et meget dårligt udviklingsprojekt.
Vi blev enige om, at der også er gode feminister, f.eks. Nawal al-saadawi, som er en sej gammel
forfatter. Hende skal vi læse noget af i morgen.
På Lærerværelset:
Man kan vist godt sige at jeg ikke var en særlig aktiv del
af denne samtale. Den foregik på den sprogskole hvor jeg arbejder, som hedder
Concept. Konceptet er, at alle smiler og siger hi how are you og der bliver
sprøjtet med banantyggegummi- aromadufte i klasseværelserne og så er der ellers
ikke mere at sige om den sag.
Men nu bliver der valgt i Egypten og det åbnede op for en
spændende diskussion blandt lærerne i kaffepausen. Der var to mænd, som havde
stemt på salafist partiet al-nur. Den ene er en ung frisk fyr og han var lidt
en undskyldning for sig selv, da han forklarede, hvorfor han havde stemt som han
gjorde. Han sagde at politik ikke interesserede ham, men at han altid kunne
finde et svar i islam.
En kvindelig lærer, som tidligere har fortalt mig, at hun skulle slæbes
væk fra Tahrir, hvis ikke militæret trådte tilbage, var ikke just barmhjertig
over for den unge lærer. Hun synes virkelig, at han var dum at høre på og hun
sagde, at han slet ikke havde fortjent at have en stemme. Jeg synes det var ret
vildt at sige, men det virkede ikke som om nogen tog sig af den hårde tone.
Den anden salafist fyr er noget ældre og med skæg og det
hele. Han sagde at man som muslim ikke kan benægte at politik og religion
hænger sammen. Den kvindelige lærer fortsatte sit angreb mod den unge lærer og mod en anden kvindelig lærer, som havde stemt på det muslimske broderskab. Jeg sad
ved vinduet og forsøgte at lade som om jeg ikke havde noget at sige. Men så
spurgte hun mig om, hvad jeg synes og jeg var ret glad for oprigtigt at kunne
give hende ret, for hun var ikke sjov at være uenig med.
Det var dejligt at se, at der findes mennesker inde bag de
mange smil og how are you’s, men det var også underligt at finde ud af hvor grundlæggende uenige de var. Måske er det meget godt, at der ikke bliver diskuteret politik hver dag.
På bar.
Jeg mødtes med min ven på en bar i Down Town Cairo,
Horriya(frihed). Han er normalt en meget glad og entusiastisk ung Egypter, men han
var helt nedslået. Jeg spurgte hvad der var galt og han sagde, har du ikke hørt
det? Islamisterne vinder. Jeg grinede lidt og sagde vi skulle nyde vores øl. Han
fortalte at der er en muslimsk broder, som har sagt at han vil købe alle barer
i haram street(kendt gade med øl og mavedansere). Han sagde at han ville
forsøge at få visum til USA, og smutte hvis tingene skulle ændre sig drastisk. Jeg tror godt han kunne lide at være
teatralsk, men det er ikke særlig sjovt at tænke på valget, hvis man bare gerne
vil have lov til at drikke en øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar