søndag den 20. november 2011

Cairo på en dårlig dag















Så sent som i morges tænkte jeg at jeg egentlig gerne ville have mig som datter, fordi jeg er god til at passe på mig selv. Nogle timer og et par opkald senere befandt jeg mig på Tahrir pladsen omgivet af tåregas og oprevede Egyptere.

Da vi nærmede os pladsen gik vi forbi en ældre mand der smilede og sagde ma3 salaama, farvel. Jeg nåede lige at få lyst til at vende om, men vi gik i raskt trav og var pludselig en del af menneskemængden, der bestod af mange mænd og få kvinder, som bevægede sig rundt imellem hinanden og skabte en højlydt summen, der virkede stærkere og højere end de råb man er vant til at høre(al-shaab yurid…).

Jeg passede på mig selv. Jeg stod tæt på en opgang, som jeg vidste jeg kunne løbe ind i hvis situationen skulle udvikle sig.  Men dét jeg stod og så på, var en masse mennesker der ikke havde tænkt sig at tage elevatoren til højeste etage, så snart der var fare på færde. De var afventende, men helt klart klar til at kæmpe for den revolution, som mange er begyndt at tvivle på, og som efterhånden minder mere om et militærkup end om en folkelig revolution.

Militæret, med Tantawi i spidsen, skulle i princippet fungere som overgangsregering indtil valget, som efter planen skal afholdes d. 28 november. Problemet er, at militæret består af Mubaraks gamle folk og at de tilsyneladende ikke har tænkt sig at overgive al magten til en eventuel ny regering. De har ladet civile gennemgå militære domstole og truer med at igangsætte undtagelseslove, hvis ikke demonstranterne ”rebellerne” stopper deres brutale fremfærd mod politiet.

Efter demonstrationen fredag sov en stor gruppe mennesker på Tahrir pladsen, og blev vækket af politi, køller og tåregas. 2 mennesker blev dræbt. I dag er kampene fortsat og mindst 10 har mistet livet.

Fra mit hjørne fornemmede jeg sandsynligvis kun en brøkdel af hvad det foregik, men jeg kunne mærke tåregas og se mennesker der løb, talte i telefon og forsøgte at opsnappe hvad der foregik hvor. Så vidt jeg kan forstå handler det om at ”indtage” pladserne. Politiet sætter tåregas ind for at fjerne folk, og når de fleste er væk, sætter de deres egne mænd ind. Det gjorde de også der hvor jeg stod. På det tidspunkt, var jeg smuttet op på 9. ende sal og jeg kunne se de små sorte skikkelser med glimtende hjelme, lange knipler og pistoler. Tåregas og brag fra skud fik udsigten til at ligne en krigszone og dette blandet med tanken om at mennesker jeg holder af kan komme til skade, var egentlig en ret barsk oplevelse. Jeg kan ikke forstå at det skal være nødvendigt at flere mennesker skal miste livet, at de koldblodige mænd der styrer landet lige nu, ikke kan forstå at folket ikke ønsker endnu et militært styre.

Jeg fik små servietter af én mand og eddike af en anden. På grund af tåregassen. Jeg tror det er hvad de kristne kalder næstekærlighed. Hvis jeg var mor til en ung Egypter ville jeg ønske at mit barn befandt sig på Tahrir lige nu. For de unge er fandme seje. De fortjener en anden virkelighed.


2 kommentarer:

  1. Sykt spennende lesing og virkelig flotte billeder! Du er faen meg sej! Men vær forsigtig Drude min!

    SvarSlet
  2. wow drude, sikke en beretning. det er meget spændende at læse om hvad du oplever! pas på dig selv

    SvarSlet